Palisander-åring, nærbillede

Plankeborde i massivt træ — Håndbygget i Danmark

Træet

Træet i mine borde er gammelt. Det har stået som træ. Derefter er det blevet brugt, ofte i mange, mange år. Først bagefter kommer det ind i mit værksted. Jeg bygger ikke borde af friskt træ. Det er forskellen på mine borde og et bord i en flad papkasse. Denne side handler om sheesham. Der er også borde i eg — om dem står der nederst på siden. Står træsorten på bordets egen side, er det den der gælder. Er feltet tomt, så spørg. Så er sorten ikke slået fast endnu.

  • Brugt førtræet er meget gammelt og har været brugt før
  • Dalbergia sissoosheesham, nordindisk rosentræ — træsorten på denne side
  • Massivtingen finer, ingen spånplade

Fra træ til bord

Her er vejen fra et levende træ til et bord, i to billeder. Først træet, som det vokser. Så plankerne, som de ser ud hos mig, inden de bliver slebet og samlet. Det andet billede er mit eget.

  • Sheesham-træer i morgenlys, Paklihawa i Nepal
    Sheesham-træer i morgenlys, Paklihawa i NepalFoto: Bijay Chaurasia · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons
  • Lyse planker med splintårer langs samlingerne
    Lyse planker med splintårer langs samlingerneFoto: Bordmanden

Navnene på træet

Træsorten hedder sheesham. Den skrives også shisham. På latin hedder den Dalbergia sissoo. På engelsk sælges den som North Indian rosewood, på dansk nordindisk rosentræ, og som sissoo1,3. I Bengalen hedder den shishu. I Nepal sissau. På hindi blandt andet shisham, sisam og tali1. I dansk møbelhandel sælges den som palisander. Det ord bruger jeg også selv. Palisander er handelsnavnet for træ af slægten Dalbergia. Sheesham er en af arterne i den slægt4.

Hvor træet vokser

Sheesham vokser vildt på bjergsiderne neden for Himalaya3. Det hører naturligt hjemme i Afghanistan, Pakistan, Indien, Bangladesh og Bhutan1. Træet står helst langs flodbredder, op til 1.400–1.500 meter over havet1,3. Det er et stort træ, op til 25–30 meter1,3. Træet er hårdført. Det tåler let frost, op mod 45–50 grader celsius og flere måneders tørke1,3.

Kort: hvor sheesham vokser vildtForenklet kort over Sydasien. Et brunt bånd langs foden af Himalaya, fra Afghanistan og Pakistan over Punjab og Nepal til Bhutan og Bangladesh, viser hvor sheesham vokser naturligt.H I M A L A Y AINDIENPAKISTANAFGHANISTANBANGLADESHNEPALBHUTANPunjabLahoreDelhiIndusGangesNaturlig udbredelse
Forenklet: sheesham vokser vildt i et bånd langs foden af Himalaya, fra Afghanistan til Bhutan.Kort: Natural Earth (public domain)

Hvad træet bruges til i Indien

Sheesham er ikke noget særsyn dér hvor det kommer fra. Det er en af de mest anvendelige træsorter i Indien1. Det bliver til møbler, skabe og fint finer. Det bliver til krydsfiner. Det bliver til drejet og udskåret arbejde. Det bliver til skafter til værktøj og til sportsudstyr. I landsbyerne bliver den til døre og vinduer. Selv rodtræet bliver brugt, til tobakspiber1. Det er et træ man bygger hverdagen af. Derfor findes det også i gamle møbler og gamle huse. Og derfor er der gammelt sheesham at genbruge.

Træskærer i Kashmir, siddende på gulvet blandt udskårne møbler, 1896
En træskærer i Kashmir i 1896, omgivet af udskårne skærme, borde og hylder.Foto: Fred Bremner, 1896, Public domain, Wikimedia Commons

Kerneved og splint

Kerneveddet, den inderste del af stammen, er gyldenbrunt og går mod mørkt, rødligt brunt. Splinten er den yderste del af stammen. Den er lys, hvid til stråfarvet, og tydeligt adskilt fra kerneveddet2,3. Kernen er møbeltræet. Den er tung og tætvokset, med en vægtfylde på 0,62 til 0,821. Kernen rådner ikke let2,3. Splinten går termitter og borebiller derimod efter3. Alligevel har mange af mine planker splint med. Det er de lyse, gule striber, du ser langs kanterne. Den splint har klaret sig gennem det første liv, og den giver pladen sin kontrast mellem mørkt og lyst. Splinten er lidt blødere end kernen, så den får lettere et mærke.

Kerneved og splint i den samme planke
Mørk kerne og lys splint i den samme planke af sheesham.Foto: Bordmanden

Hvor hårdt træet er

Hårdhed måles ved at presse en lille stålkugle halvt ned i træet og måle hvor meget kraft der skal til. Tallet hedder Janka, og det siger noget enkelt: hvor let får bordet et mærke, når hverdagen går hen over det. Sheesham ligger højt — hårdere end både eg og bøg, og tre gange så hårdt som fyr. Ved siden af sheesham er dansk fyr som smør, der har stået fremme på bordet. Eg er hårdere end fyr, men sheesham er stadig halvanden gang så hårdt som eg. Det er derfor et sheesham-bord tåler børn, nøgler og mange års brug bedre end blødere træ. Og kommer der alligevel et mærke, kan pladen slibes op igen. Tallene herunder er målt på samme måde for alle fire og regnet om fra pund til kilo2,5–7.

  • Fyr — 245 kg
  • Eg — 508 kg
  • Bøg — 658 kg
  • Sheesham — 753 kg

Hvorfor gammelt træ er bedre

Det er ikke bare føleri. Træ, der har været i brug i mange årtier, har gjort det meste af sin bevægelse. Det har tørret langsomt ud gennem alle årstider. Det har fundet sit mål. Friskt træ arbejder. Det svinder og udvider sig, når det kommer ind i en opvarmet stue. Det er dér revner og skævheder opstår. Farven ændrer sig også. Kernen bliver dybere og mere rød med årene og med lyset. Den farve kan ikke købes ny. Den kommer med tiden.

Fire mænd saver en planke med en stor håndsav, Indien, omkring 1908
Planker saves i hånden i Indien omkring 1908. Sådan blev meget af det gamle træ skåret.Foto: Clifton & Co., Mumbai, 1908, CC BY 4.0, Wikimedia Commons

Hvad jeg kan stå ved

Jeg finder træet, skiller det ad og bygger et bord af det. Det er upcycling: gammelt træ bliver til et nyt bord i stedet for at blive brændt, og det er godt for miljøet og klimaet på to måder: der fældes intet nyt træ, og det kulstof, træet har bundet, bliver i bordet i stedet for at gå op i røg. Et skøn i tal står i næste afsnit. Fire ting kan jeg stå ved:

  • Der fældes ikke et eneste træ for at bygge bordet. Træet er her allerede.
  • Det kulstof, træet har bundet, bliver siddende i planken, så længe den er et møbel og ikke brænde.
  • Et massivt plankebord kan slibes op igen, så længe det findes. Der er ingen finer der kan slide igennem. Derfor er der ingen grund til at skifte det ud.
  • Bukkene er også genbrug. IKEA LERBERG er udgået af sortimentet, så hvert par har haft et liv før. Vælger du bukkene, er der ikke produceret noget nyt til at bordet kan stå.

Hvad et bord udleder i CO2

Ifølge offentliggjorte miljøvaredeklarationer (EPD'er) udleder fremstillingen af et nyt spisebord i massivt træ typisk 35-90 kg CO2e. I et bord fra mig er pladen genbrugt træ, så den tæller næsten ingenting. Helt nul er det ikke: strøm i værkstedet og levering tæller med. Mit eget skøn for et bord på genbrugte træbukke er ca. 5-20 kg CO2e. Med et nyt stålstel er det ca. 40-75 kg.

  • Det sparede er ikke kun selve bordet. Der skal heller ikke fældes, saves, tørres og fragtes friskt træ for at lave det.
  • Metode: EPD-tallene dækker fremstillingen, fra råvare til færdigt bord (modul A1-A3). Mine egne tal er et skøn ud fra materialer og kørsel, ikke en måling.

Sporene fra det første liv

Når træet har været brugt før, kan man se det. Der er gamle huller, mørke årer og mærker fra en samling, der sad et andet sted. Der er farveforskelle mellem planker, der ikke har stået i det samme rum. Jeg sliber ikke historien væk. Hvert bord bliver behandlet for sig. Nogle borde kræver, at jeg går dybere ned i træet. Andre gange er det en løbende afvejning undervejs: det, der skal væk, slibes væk, men jeg stopper, før de gamle lag og charmen går med. Derfor er to af mine borde aldrig ens. Det er værd at vide på forhånd: et bord af genbrugt træ skal ses som netop det, og ikke som en fabriksplade der er gået skævt.

Mørkt kerneved med lys splintåre — opskåret sheesham
Lyst og mørkt træ mødes om en gammel knast. Farven følger plankens historie.Foto: Bordmanden

Borde i eg

Den anden træsort jeg bygger i er eg. Den kender de fleste herhjemme i forvejen, så der er mindre at forklare om selve træet. Eg er lyst og hårdt med en rolig åretegning. Sheesham er mørkt og tungt med en markant åretegning. Det er den største forskel på de to, og den er til at se. Ellers behandler jeg dem ens: massive planker, ingen finer, og et bord der tåler at blive brugt. De fleste af mine egeborde er blevet skriveborde, og spiseborde har jeg mest bygget i palisander. Det siger mere om hvad jeg har bygget end om træet — målene er de samme, og et egebord kan lige så godt stå i en spisestue.

Kilder

  1. ICRAF Agroforestree Database 4.0 — Dalbergia sissoo
  2. The Wood Database — Sissoo
  3. Wikipedia — Dalbergia sissoo
  4. Wikipedia — Palisander
  5. The Wood Database — English Oak
  6. The Wood Database — European Beech
  7. The Wood Database — Scots Pine
  8. EPD Norge NEPD-9998-9896 — Helland Ark 200x100, 64,0 kg CO2e (A1-A3)
  9. EPD Norge NEPD-9999-9895 — Helland Ark 260x100, 86,8 kg CO2e (A1-A3)

Fra planke til bord

Træet er kun begyndelsen. Her kan du se håndværket, fra den første planke til det færdige bord.

Se håndværket Tilbage til forsiden

Palisander-åring, nærbillede

bordmanden.dk · kontakt@bordmanden.dk · Tlf. 50 21 17 10 · Røngård Allé 2, 2610 Rødovre · Showroom efter aftale · CVR-nr. 35093885